Jeg har altid haft en stor forkærlighed for hvid Bourgogne. De seneste år er priserne imidlertid steget markant, hvilket gør det vanskeligt at finde kvalitetsvine til under 1.000 kr. på restauranter.
Derfor har jeg med begejstring kastet min opmærksomhed på huset Bret Brothers, som producerer vine i stort set alle appellationer i Mâconnais, Chalonnaise og Beaujolais – syd for Bourgogne. Produktionen foregår i meget små mængder, men altid med fokus på kompromisløs kvalitet. Resultatet er vine med stor præcision til overkommelige priser. På den hvide side får man særdeles høj value for money med deres Saint-Véran, Climat “La Bonnode”.
Sancerre er en klassiker, som altid vækker begejstring – både blandt vinelskere generelt og blandt vores mange gæster på Brøndums. Huset Jean Paul Balland har i mange år været en fast del af vores vinkort, både på glas og flaske. Her er det især deres ”Grande Cuvée”, der skiller sig ud. I modsætning til den mere friske og florale standardudgave er denne vin fadlagret, hvilket giver en mere kompleks, fyldig og robust karakter. Den egner sig glimrende til tungere fiskeretter og er samtidig et perfekt match til den store Brøndums-klassiske Rødspætte à la Skawbo.
Selvom jeg generelt foretrækker hvidvin, sætter jeg også stor pris på rødvin af høj kvalitet. Her er Rioja et område, jeg altid vender tilbage til. Det er uden tvivl et af Spaniens mest anerkendte rødvinsdistrikter, præget af stolte traditioner, fremragende producenter og en rig historie. Tempranillo er den dominerende drue, og særligt Reserva og Gran Reserva – med deres længere fadlagring – udvikler en dybde og silkeblød struktur, som gør vinene utroligt elegante med alderen. Et fremragende eksempel er Remelluri’s Reserva 2013, som både repræsenterer Rioja på højeste niveau og samtidig er et særdeles attraktivt køb til prisen.
- Restaurantchef, Jesper Kaasgaard